EM i Softball – vi kan være stolte

Foto: Grega Valančič

EM i herre-softball blev i år afholdt i Hørsholm, og selv om vi alle håbede at det ville blive til guld på hjemmebane til det danske herrelandshold, så kan vi alle være utrolig stolte over det, der blev leveret både på og udenfor banen.

 

Hørsholm Softball Klub var i år vært for EM i softball for herrer, en begivenhed der ikke har fundet sted i Danmark siden 2008. I alt deltog tolv nationer i den seks dage lange turnering, hvor der blev afviklet fireogfyrre kampe på to baner. Udover at vise softball i europæisk topklasse, havde arrangørerne haft et særligt fokus på at udbrede kendskabet til sporten, og havde derfor etableret en FunZone, hvor både børn og voksne, under hele turneringen, kunne prøve kræfter med sporten.

 

Under hele ugen var det tydeligt at se og høre, at Danmark spillede på hjemmebane, men den opbakning, der ventede de danske drenge til finalen, havde arrangørerne kun turde drømme om. Og det var også en tydelig rørt formand for klubben, Jens Terkelsen, der efter finalen takkede de mange tilskuere. “Jeg har aldrig set så mange mennesker til en kamp her i Hørsholm, og det gør mig utrolig rørt.” siger Jens Terkelsen, formand og medstifter af Hørsholm Softball Klub i 1977. Udover venner og familie til landsholdsspillerne, var tilskuerpladserne godt fyldt op med nuværende såvel som tidligere softball spillere – en kæmpe fornøjelse at se så mange velkendte ansigter. EM var også flot besøgt af folk fra lokalområdet og de nærliggende byer, hvoraf mange stiftede bekendtskab med softball for første gang.

 

Foto: Grega Valančič

Ikke siden 2008 har Danmark været vært for et Europamesterskab, og der går nok også et par år, før det sker igen. Det kræver nemlig en masse arbejde og forberedelse før, under og efter, for at skabe de helt rigtige rammer og forhold for så stor en international turnering. Og det var også en gruppe trætte folk, der efter en fantastisk, men også hård uge i Hørsholm, havde sat hinanden i stævne søndag for at påbegynde nedtagningen af det store set-up.  

 

Arrangørerne er dog ikke i tvivl om at EM på dansk grund har været en kæmpe succes, og er ikke blevet mødt med andet end positive tilkendegivelser og roser fra både tilskuere, spillere, officials, sponsorer og lokalpolitikere. Der skal derfor lyde en helt særlig tak til de mange frivillige fra landets softballklubber, som har gjort en kæmpe indsats under EM. “Tusind tak til alle de frivillige. Tak for jeres tid og dedikation, for jeres smil og gode humør, og ikke mindst for at vise softball Danmark frem fra sin bedste side.” siger Line Dideriksen og fortsætter. “Vi er utrolig stolte, rørte og ikke mindst dybt taknemmelige for al den hjælp vi har modtaget.” I Hørsholm Softball Klub håber de da også, at det fælles arbejde på tværs af alle de danske klubber kommer sporten og hele softball Danmark til gode.

 

Med EM-værtskabet er det lykkedes at nå bredt ud i både traditionelle og på sociale medier. De to store danske tv-kanaler har bragt artikler om EM, og vores sport har fået omtale i både landsdækkende samt lokale medier, både online og i print.