Historien bag DSoF
Softball i Danmark
Softball er blevet spillet i Danmark i over 40 år. Her findes et historisk rids af Forbundet samt softball i Danmark generelt.
-
1911
Amerikanske flådefolk spiller opvisningskamp i baseball i Fælledparken i København.
-
1951
John Hansen udgiver instruktionsbog på dansk om baseball (og en smule softball)
-
1970 (ca.)
Nordamerikanere bosat i København – med base i værtshuset Pilegården – spiller softball i Fælledparken. Holdet går under betegnelsen Pilegården Knights. Japanere i København spiller ligeledes softball og baseball i Fælledparken – deres hold kommer til at hedde Asahi, senere Fighters.
-
1975 (ca.)
Idrætslærerne Vagn Thonesen, Skovshoved Skole og Svend Eriksen, Munkegårdsskolen starter baseball op på deres respektive skoler. Fører til dannelsen af klubben Munkene, Gentofte som er Danmarks ældste klub, men som desværre i dag ikke er en aktiv klub.
-
1977
På Rungsted Gymnasium startes baseball op af bl.a. Jens Terkelsen, hvilket fører til dannelsen af klubben i Hørsholm, som lever i bedste velgående den dag i dag.
-
1978
Dansk Baseball Softball Forbund (DBSF) holder stiftende generalforsamling på Munkegårdsskolen med deltagelse af: Munkene, Gentofte, Hørsholm BSK, Pilegården Knights, Fighters, ABC og Lynge Bats. Svend Eriksen bliver DBSF’s første formand. Det første DM i baseball, mellem Munkene og Hørsholm afvikles på Gentofte Stadion.
-
1980
Første DM i herre- og damesoftball spilles. Hørsholm vandt i herrerækken, mens Munkene vandt i damerækken.
-
1981
Munkenes damehold deltager for første gang ved Europa Cup’en. Turneringen spilles i Finale Ligure, Italien og holdet ender som nr. 6 ud af 7 hold.
-
1982
Første NM for damerne spilles i Sverige med deltagelse af Danmark, Sverige og Finland. Turneringen blev spillet årligt op gennem firserne og så igen i slutningen af 90’erne. Munkenes baseballhold deltager for første gang i Europa Cup’ens B-pulje i Leksand, Sverige og bliver nr. 5 ud af 6 hold.
-
1983
Sidste baseball DM i denne periode.Softball blomstrer op i både herre- og damerækken med flere nye klubber.
-
1984
Damelandsholdet deltager for første gang ved EM, som spilles i Antwerpen, Belgien. Holdet slutter på en 6. og sidsteplads. Herrelandsholdet spiller sine første uofficielle kampe – bl.a. i Pinseturneringen i Zeist, Holland.
-
1987
DBSF bliver optaget i Danmarks Idræts-Forbund (DIF) – og omdøbes i øvrigt til DBaSoF, for ikke at træde Dansk Bueskytte Forbund over tæerne!
-
1988
Formand Sven Eriksen dør tragisk i alt for tidlig alder. Han afløses af den konstituerede formand Jens Terkelsen. EM i damesoftball afvikles i Hørsholm med deltagelse af 9 hold. Danmark ender som nr. 7. Herrelandsholdet deltager for første gang ved VM som afvikles i Saskatoon, Canada. Holdet ender sidst ud af de 15 hold uden sejre.
-
1989
Svend Eriksens enke, Guller Eriksen overtager formandsposten i DBaSoF.
-
1990
Hørsholm’s herrehold deltager i den første Europa Cup for herrer i Prag, Tjekkiet. Holdet vinder bronze.
-
1992
Hørsholms damer ender på 5. pladsen ved EC i Prag, som til dato er den bedste placering for et dansk klubhold.
-
1993
Det danske herrelandshold vinder sølvmedaljer ved det første herre-EM spillet i Prag. Baseball afholder igen et DM. De næste 10 år bliver der afholdt DM, men i 2003 er det igen slut.
-
1994
Juniorlandsholdet for damer deltager for første gang ved EM for u19 hold i Leksand, Sverige. Holdet ender sidst ud af de 6 hold.
-
1995
EM for herrer afvikles i Hørsholm med deltagelse af 9 hold. Danskerne vinder sølv. Softball oplever en top mht. medlemstal, med 2 damedivisioner og 4 herre divisioner.
-
1996
Lars Dencker efterfølger Guller Eriksen som formand. Herrelandsholdet bliver nr. 15 ved VM i Midland, USA. Holdet vinder 3 kampe.
-
1997
Damelandsholdet ender på 4. pladsen ved EM i Prag. Placeringen er den bedste holdet har opnået til dato og kvalificerede dermed holdet til VM.
-
1998
Lars Dencker fratræder som formand før tid og efterfølges på posten af Lis Castro. Damelandsholdet deltager for første (og hidtil eneste) gang ved VM, som spilles i Fujinomija, Japan. Holdet ender sidst i sin gruppe, uden sejre. Juniorlandsholdet for herrer deltager ved det første EM for u19 hold i Prag. Holdet vinder sølvmedaljer. Baseballandsholdet deltager for første gang ved B-EM i Wien, Østrig. Holdet slutter på en 6. plads ud af 15 hold.
-
1999
DBaSoF bliver slået sammen med Dansk Amerikansk Fodbold Forbund (DAFF) i et fælles forbund under DIF: Dansk Amerikansk Idræts Forbund (DAIF). Sammenslutningen sker efter DIF’s anvisninger.
-
2000
Herrelandsholdet deltager ved VM i East London, Sydafrika. Holdet ender på en delt 13.-14. plads ud af 16 hold med 2 sejre i 7 kampe.
-
2001
Lis Castro genopstiller ikke som formand og Bo Orla-Jensen vælges som ny formand.
-
2002
Allerød Penguins vinder, som første danske hold Cup Winners Cup’en for herrer, som blev spillet i Prag.
-
2003
Ballerup Vandals herrehold vinder som første danske hold Europa Cup’en. Turneringen blev spillet i Sal Baganza, Italien. Allerød Penguins genvinder CWC’en for herrer i Brasschaat, Belgien. Danmark undlader for første gang at sende et damelandhold til EM. Allerede i 2005 er Danmark dog igen repræsenteret på damesiden, og har været det siden.
-
2004
Det danske juniorlandshold for herrer vinder EM for u19 hold i franske Le Thillay – en forstad til Paris. Allerød Penguins vinder Europa Cup’en for herrer i Haarlem, Holland.
-
2005
Danmark er for første gang repræsenteret ved u19 VM for herrer. Holdet ender uden sejre på 9. pladsen. VM blev afholdt I Summerside, Canada.
-
2007
Stenløse Bulls vinder Europa Cup’en for herrer i Prag.
-
2008
DAIF bliver opløst og DBaSoF bliver splittet op i Dansk Softball Forbund (DSoF) og Dansk Baseball Forbund (DBaF). Kun DSoF bibevarer medlemskabet af DIF. Det danske herre u19 hold bliver nr. 10 ved VM i Whitehorse, Canada. Holdet ender 3. sidst med 2 sejre.
-
2009
Herrelandsholdet deltager igen ved VM i Saskatoon, Canada, Holdet vinder 3 kampe og ender som nr. 11. Danmark vinder for 2. gang EM for u19 hold, herrer. Turneringen spilles i Ledenice, Tjekkiet. Hørsholm Hurricanes vinder CWC’en for herrer i Spijkenisse, Holland.
-
2010
Henriette Gilhøj overtager formandsposten i DSoF efter Bo Orla-Jensen, som altså nåede at sidde som formand i 10 år. Det danske herrelandshold vinder for første gang EM, som spilles i Havlickuv Brod, Tjekkiet. Hørsholm Hurricanes herrehold genvinder CWC’en i Prag.
-
2011
Europa Cup’en for herrer afvikles for første gang i Danmark, nærmere bestemt i Hørsholm. Hjemmeholdet, Hørsholm Hurricanes vinder turneringen foran 8 andre hold.
-
2012
U19 landsholdet for damer deltager efter en længere pause ved EM og ender på en 14. plads ud af 15 hold med en enkelt sejr. Det danske U19 landshold for herrer opnår en sensationel 8. plads ved VM i Parana, Argentina, med bl.a. en meriterende sejr over Venezuela. Hørsholm Hurricanes vinder den nye herre-Europa Cup – Super Cup, som blev spillet i Prag. Amager Vikings vinder i øvrigt samtidigt ESF-Cup’en.
-
2013
Hørsholm Hurricanes tager sølv ved Super Cup’en i Norditalien.
-
2014
U19 landsholdet for herrer ender på en 9. plads ud af 9 hold ved VM i Whitehorse i Canada. Både Hørsholm Hurricanes (sølv) og Stenløse Bulls (bronze) tager medaljer ved Super Cup’en i Holland, mens Hørsholm Barracudas vinder bronze ved Europa Cup i Bulgarien.
-
2015
Herrelandsholdet deltager ved VM i Saskatoon, Canada, og bliver nummer 13 ud af 16 deltagende hold. Hørsholm Hurricanes får bronze ved Super Cup’en i Prag.
-
2016
U19 landsholdet for herrer ender i Midland, USA på næstsidstepladsen ud af 10 deltagende hold.
-
2017
Herrelandsholdet deltager ved VM i Whitehorse, Canada, hvor holdet får en 12. plads ud af 16 deltagere. Ved det første EM for u16 drenge vinder det danske hold bronzemedaljer. Amager Vikings vinder i Amersfoort, Holland ESF-Cup for herrer.
-
2018
Forbundet fejrer 40 års jubilæum ved en fin reception i Idrættens Hus. U19 landsholdet for herrer deltager ved VM i Prince Albert, Canada, hvor holdet ender på en 13. og sidsteplads. Amager Vikings vinder i Prag, Tjekkiet Super Cup for herrer. Holdet slog Stenløse Bulls i den første rent danske finale.
-
2019
Årets højdepunkt var herrernes 9. plads ved VM i Prag, Tjekkiet – vores bedste resultat nogensinde. Senere på året vandt Hørsholm Barracudas bronce ved Europa Cup i Dupnitsa, Bulgarien, og i Nettuno, Italien vandt Hørshol Hurricanes herrernes Super Cup – andet år i træk til Danmark.
-
2020
Et år præget af corona pandemien, som begrænsede vores udenlandske aktiviteter til u18 VM i Palmerston North, New Zealand, som lige nåede at blive afviklet i februar måned. Vores unge herrer endte på en 12. plads.