Formanden har ordet
Så er 2019 i gang og de første indendørskampe er spillet, der er afholdt en åben Indoor turnering i Gladsaxe og landsholdene er i fuld gang med at forberede sig til sommerens store turneringer VM for herrerne og EM for damerne. Jeg kan allerede mærke, det bliver en dejlig sommer med masser af bold!
Men vil dedikere mine ord denne gang til vores måske allervigtigste opgave: JUNIORARBEJDET!!Skal vi fastholde vores internationale position; skal vi fastholde muligheden for at få hjælp til udvikling generelt, så skal vi lykkes med at få flere juniorer ind i folden og fastholde dem. Men vi har brug for hjælp!Jeg ved, at der bliver gjort et stort stykke arbejde ude i klubberne. Og jeg ved at mange sætter pris på de fælles arrangementer, der er for juniorerne: Juniortur til Prag, SommerCamp og Pitcherclinics. Men det arbejde bliver udført af ganske få. Pt. sidder der to (2!) i juniorudvalget – og jeg hører, at der er mange ønsker til turene og arbejdet. Vi har simpelthen brug for flere hænder og hoveder for at sikre den fælles indsats. For at sikre at den bliver forankret i klubberne. For at sikre at alle bliver hørt og i størst muligt omfang tilgodeset.Så her er min appel til klubber og forældre: Tænk godt over, hvem der kunne være med til at løfte fra jeres klub? Jo flere hænder, jo mindre arbejde til hver hånd! Der kan godt være to fra en klub, men allerhelst en fra hver klub — faktisk! Så tjek de links, der er i dette nyhedsbrev – kan du kende dig selv bare en lille smule i det arbejde der bliver skitseret, så ring til mig eller skriv til mig. Du behøver ikke være softball ekspert. Vi har brug for mange forskellige kompetancer.Husk – sæt kryds i kalenderen til repræsentantskabsmødet den 6. april – der er som sædvanlig bestyrelsesmedlemmer på valg og helt konkret søger vi én til at lede juniorarbejdet, én kommunikationsansvarlig samt én slowpitchansvarlig. Se også disse opslag, hvor man kan få en fornemmelse for arbejdets indhold og vores forventninger. Vi ser frem til at høre fra jer.Vi ses, Henri
Tak for samarbejdet og alt det bedste herfra

Kære klubber, formænd, medlemmer, frivillige, instruktører, spillere og ildsjæle

Jeg stopper som udviklingskonsulent i Dansk Softball Forbund, da jeg har fået et nyt job. Tak til jer alle for samarbejdet!

DSoF har netop startet en strategiperiode, hvor 3 indsatsområder med hver deres arbejdsgruppe kommer til at flytte sporten endnu mere de næste 3 år. I år havde klubberne samlet en vækst på 17% – 119 medlemmer – det er utrolig flot og den største medlemsfremgang i mange år! Stort tillykke til jer alle. Softball går en meget spændende fremtid i møde med sådan en vækstkurve, så fortsæt jeres vigtige indsats i klubberne og i forbundets udvalg. I gør en kæmpe forskel for softball.

Read more
Softball med i FamlySport og KidsSport!

Softball kommer helt ud til familier og institutioner gennem nyt motionskoncept. Sjov motion leveret til døren lige til at drøne i gang med. Enkle sportsrekvisitter + actionkort med masser af ideer til aktiviteter fra motorik, power mm. ??????????????

KidsSport og FamlySport er en ny sportskasse hver måned med ny sportsgren. Udviklet af specialister i samarbejde med 12 idrætsforbund og DIF (KidsSport). Målet er at få børnene introduceret til mange forskellige sportsgrene og giv dem lyst til at komme i gang i klubberne og væk fra skærmen.

Vi er med som forbund, så spred derfor meget gerne budskabet. 
Tilmeldingen sker på www.KidsSport.dk (Børnehaver – SFO) og www.FamlySport.dk (Børnefamilier). Når konceptet er løbet i gang bliver der også mulighed for at anvende kasserne ude i klubberne f.eks. til nye holdtilbud for familier med helt små børn. Der er masser af muligheder!

Vil du spille en masse softball i sommerferien? Så vær med på sommercampen for alle juniorspillere i dansk softball – både U12, U15 og U19. Børn og unge, som ikke har prøvet softball før er også velkommen til at deltage.

Hvor: Gladsaxe Softball Klub’s bane

Hvornår: 7.-9. august 2019 (uge 32 – ugen inden skolestart)

Tilmeldings- og betalingsfrist: 1. juli 2019

Download invitationen i pdf. her

Vi glæder os til at se en masse juniorer!

Bat, Bowl ‘n’ Skate

Softball, Bowling og Rullesport samarbejder i 2019 om afholdelse af “Bat, Bowl ‘n’ Skate”, som er en fælles dag for børn 6-14 år med vores 3 fantastiske sportsgrene!

I 2019 bliver dagen afholdt i Københavnsområdet (d. 26. maj), Odense (d. 20. oktober) og Århus (d. 30. november).

Det bliver den fedeste dag for både helt nye og garvede spillere! Det er tænkt som en aktivitet, der skal gentages i fremtidige indendørssæsoner som juniortilbud, der kan bidrage til at fastholde vores juniorspillerne og rekruttere nye over vinteren. Juniorne kommer til at møde en masse nye kammerater, og det er en oplagt mulig for at tage venner og veninder med! Vi håber alle softball’er vil være med til at invitere børn i deres netværk til eventet 🙂

Download invitationen her til den første camp

Tilmelding foregår her: http://www.sporti.dk/bbs